Denne Månedens Akvarie byder på et lille gensyn med Mads Fisks (Mads Fisk) flotte saltvands akvarium.
For et år blev samme akvarium kåret til månedens akvarium her på siden.
Dengang så det således ud:

I dag ser akvariet heldigvis væsentligt anderledes ud. Selvfølgeligt udvikles et akvarium i løbet af 12 mdr., selvom man bare giver det fred og ro udover den nødvendige pasning og pleje. Dog har jeg også lavet forandringer i selve akvariets setup, der gør, at det i dag ser anderledes ud end for et år siden. Det er især disse forskelle, jeg vil prøve at fokusere på denne gang. Efterhånden som jeg gennemgår akvariets udvikling, er der indsat billeder, fra den beskrevne tid. Hvis I vil læse om min introduktion til akvariehobbyen, vil jeg i stedet henvise jer til denne tråd:
http://www.saltvandsforum.dk/viewtopic.php?t=2490
Derudover skal det siges, at jeg godt forstår, hvis ikke alle har tid eller lyst til at læse hele denne tekst igennem, men giv endelig en kommentar selvom I måske ikke har fået læst det hele igennem.
Jeg anser lyset for enormt vigtigt, når man skal holde de farvestrålende småpolyppede stenkoraller. Det er dels almindelig logik, at korallernes pigment, der netop skal beskytte zooxnthaellerne for lysets UV-stråler, også vil øges, når lysstyrken øges. Derudover er jeg kun blevet bekræftet i denne tankegang ud fra de erfaringer, jeg har gjort mig med dette akvarium. Da jeg startede akvariet op, prøvede jeg udelukkende med T5 rør. Der blev sat 6 stk. 39 W. T5 rør (4 hvide og 2 blå) op, hvilket jeg håbede ville være nok, til at kunne holde mine lyskrævende acroporafarvoritter.

Akvariet blev sat op med den populære stenopbygning, hvor der er en bunke sten i hver side, der mødes på midten, og der blev rimelig hurtigt smidt en håndfuld koraller i.
Flere af disse lyskrævende koraller blev hurtigt brune, og nogle af dem døde endda ret hurtigt. Godt nok var akvariet nyt og startet hurtigt op, men lyset fik hurtigt skylden, og 2 af T5 rørene blev erstattet med 2 stk. 150 W. HQI-lamper.

Efter lysskiftet var det tydeligt, at flere af korallerne begyndte at trives bedre med det nye lys, men hver eneste gang jeg prøvede med den lyskrævende Acropora tenius, blev korallen brun. Heldigvis døde de ikke, som de gjorde, da der kun var T5 lys, men blå koraller, der bliver brune, er heller ikke noget, jeg ønsker at acceptere. Derfor blev de to 150 W. lamper erstattet med to stk. 250 W. HQI-lamper, så der nu var 656 W. lys over akvariet. Ydermere blev det ene hvide rør på 10.000 kelvin skiftet ud med et lyserødt på 1000 kelvin. Den usædvanlige farve blev valgt efter en filosofi, som jeg læste, at en japaner brugte med succes. Idéen går ud på at belyse korallerne med så mange forskellige farvekombinationer som muligt, så korallerne danner forskellige farver pigment, for at beskyttes mod de forskellige farver lys. Om det rent faktisk virker, kan jeg selvfølgeligt ikke vide, men det giver en flot nuance i akvariet med disse farver, så alt i alt er jeg tilfreds, uanset om korallerne rent faktisk får mere farve eller ej.

Efter lysskiftet begyndte der at ske noget! Korallerne begyndte at få farve, og alt i alt overlevede det hele. Det var nu, der skulle fokuseres på de andre parametre så som vandkvaliteten, hvilken bestemt også skal være i orden, for at få de optimale farver frem på korallerne.
På grund af en høj nitratværdi (over 50 mg/l.) havde jeg installeret et lille refugium, hvori der kom nogle Caulerpa taxifolia. Et sådan refugium kan kun anbefales. Udover algernes rensende effekt på nitrat og fosfat giver det et optimal miljø for diverse copepoder, der kan yngle uforstyrret i refugiet, for senere at blive skyllet op i akvariet, hvor fiskene får glæde af dem som foder. Udover refugiet investerede jeg i et lille 1-liters svovlfilter fra AquaMedic. Allerede efter to mdr. var nitratværdien nede på nul. Siden nitratværdien har været bragt ned på 0, har jeg ikke kunnet få gang i nitratfilteret igen. Derfor er filteret ikke tilkoblet systemet for tiden.
Der er hele tiden blevet tilsat calcium ved hjælp af en korallin 1501 kalkreaktor og dosseret sporelementblandingerne Strontium, Iodine, Trace Hard og Boron fra Salifert. Men efterhånden som der kom flere og flere koraller til, skruede jeg mere og mere op for dosseringen. Som det er nu, dosserer jeg, hvad der ville svare til et 450 l. akvarium. Dette gør jeg, fordi jeg med mine mere end 100 koralkolonier har flere koraller, end de fleste andre har i et 250 l.

Da akvariet havde kørt i cirka 8 mdr. skete der et uheld, mens jeg var væk en enkelt nat. Mit manometer, der styrer mængden af CO2, der lukkes ud i kalkreaktoren, gik amok, og på under 18 timer blev der tømt næsten 2 kg. CO2 ud i vandet. Da jeg kom hjem, 18 timer efter jeg tog af sted, var CO2-flasken helt tom, og pH-værdien i akvariet var på 6,5. Dette medførte, at næsten alle mine fisk døde, og korallerne mistede farverne eller døde. Eftersom der lå en masse døde fisk bag stenopsætningen, måtte jeg have alle de levende sten op, så fiskene kunne komme ud. Korallerne blev taget op i 3 flamingokasser, og jeg gik i gang med at indrette akvariet på ny.

Da akvariet skulle indrettes igen, var jeg klar over, at det ikke skulle indrettes, som det så ud før. Jeg var egentligt tilfreds med akvariet, som det så ud før uheldet, men jeg ved, at man aldrig kan få det 100 % lige som før, så hvis det er det, man stiler efter, bliver man ofte skuffet. Derudover ville jeg prøve at lave en mere spændende stenopsætning, der kunne give mere visuel dybde. Derfor gik valget på et mere søjlepræget tema.
Først blev alle søjler bygget op i levende sten, men få dage efter byttede jeg den forreste søjle ud med en keramiksøjle. Sådan en keramiksøjle er en del nemmere at arbejde med, da den ikke skvatter sammen, som en søjle af levende sten kan finde på at gøre. Når jeg ser på rifferkeramik, må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke tror det nogensinde får samme rensende effekt som rigtige levende sten, for det er altså ikke lige så porøst som rigtige levende sten. Dog kommer de hurtigt til at ligne rigtige levende sten, og så længde den overvejende del af opbygningen består af levende sten, bør man uden problemer kunne have noget keramik til de mere avancerede opstillinger. I hvor høj en grad sådan en søjleopbygning er naturlig, kan man selvfølgeligt diskutere. Jeg må da indrømme, at jeg ikke har set virkelige koralrev med sådanne små søjler, som der er i mit akvarium. Men når man går et akvarium igennem, er der alligevel en masse ting, der ikke er som i naturen, og det forventer man vel på sin vis heller ikke, når man ser på et akvarium. Uanset hvad så har jeg ikke fortrudt denne stenopsætning, da jeg synes akvariet får mere dybde, og man ydermere får større flader at placere koraller på.

Uheldet medførte ikke bare et stort pengetab på koraller og fisk, men også en ubalance i akvariet. Der var en masse gavnligt mikroliv, der døde, så der kom lidt tendenser, der mindede om en modningsfase. Når sådan noget sker, tænker man selvfølgeligt på, hvad man kan gøre for at forhindre, at det sker igen. Derfor blev der indkøbt en magnetventil og en ekstra pH-probe til IKS-computeren. PH-værdien i kalkreaktoren styres nu hele tiden af IKS-computeren, der lukker for magnetventilen, hvis vandet i reaktoren bliver for surt. Denne tekniske opstilling kan jeg derfor kun anbefale folk at få, hvis de kører med kalkreaktor.
Tiden efter uheldet medførte en masse dødsfald på både koraller og nye fisk, jeg prøvede at introducere. I det hele taget så akvariet ikke særlig velfungerende ud.

Månederne gik, og akvariet begyndte igen at få det bedre. Livet på stenene begyndte at komme tilbage, og korallerne begyndte at få noget farve igen. Det hjalp også kraftigt at få skiftet min AquaMedic MidiFlotor ud med en Deltec AP600, som er tilsluttet systemet med en bypass fra nedløbsrøret til sumpen. Denne skummer opsamler langt flere proteiner end min gamle MidiFlotor gjorde, og jeg er derfor langt mere tryg ved at smide en stor portion foder i akvariet til glæde for både fisk og koraller. Jeg vil altid anbefale at få en kraftig skummer tilsluttet akvariet. Dog må jeg også være ærlig at sige, at en MidiFlotor sikkert vil være tilstrækkeligt for massere 250 l. akvarier. Jeg vil bare gerne have en del fisk (flere fisk end de fleste andre har i et 250 l. akvarium), og derfor er en ekstra kraftig skummer også enormt vigtig for mit akvarium.

Lige som alt var godt, skulle akvariet selvfølgeligt lige have et slag tilbage igen. Under min behandling med produktet FlatwormExit, som skulle fjerne mine mange hundredvis af planaria, døde flere af mine fisk, og korallerne mistede igen farve, ligesom ved CO2-uheldet. Denne gang åbnede jeg ikke op til stenopsætningen. Dels kunne jeg få de fleste fisk ud uden, og dels virkede det ikke som om, mikrolivet i stenene led voldsom skade under behandlingen, som ved CO2-uheldet. Ydermere havde jeg jo også fået en langt kraftigere skummer til at fjerne evt. forureninger fra døde fisk.
Nu har de fleste af korallerne fået deres farver igen, og vokser der ud af. Dog mangler min store grønne Acropora, der står op ad bagruden ved højre stenbunke stadig noget farve.
Jeg legede lidt med tanken om at skifte mine 2 stk. 250 W. lamper til 2 stk. 400 W. for at få endnu mere farve, men denne tanke skrottede jeg igen efter kort at have afprøvet idéen med et par lånte lamper. Akvariet blev simpelthen overbelyst, så det ikke var behageligt at kigge på synsmæssigt.
Akvariet står rimelig pænt, og passer sig selv. Dog kan jeg alligevel ikke lade være med næsten hele tiden at rette på et eller andet for at få det til at stå helt perfekt (måske endda for perfekt i forhold til det naturlige koralrev). Jeg fodrer for det meste to gange om dagen. Først en omgang med noritang, der sættes i en hjemmelavet holder, som fiskene kan spise fra. Senere på dagen får de også en stor terning af min egen foderblanding, der er lavet med disse blandingsforhold:
100 g. artemia
75 g. (7 cl.) gulerodssaft
60 g. mysis
60 g. krill
55 g. cyclops
50 g. "discus food"
50 g. micro plankton
45 g. (4 cl.) rødbedesaft
40 g. "marine mix"
40 g. hakkede muslinger
30 g. hummeræg
30 g. fiskeæg
15 g. MEGET finthakket hvidløg
Endnu engang forsøger jeg mig med de lidt mere ukendte teorier. Denne foderblandings indhold af gulerodssaft og rødbedesaft stammer for nogle forsøg, tyskerne lavede, der viste, at især skiveanemoner fik flottere farver, når der blev dosseret gulerodssaft. Eftersom rødbede også indeholder meget pigment, røg der også lidt af dette i. Endnu en gang ved jeg ikke, om det har den store betydning, men jeg er da tilfreds med mine korallers farver.
Sådan ser mit akvarium og dets beboere ud nu:

Jeg har især kastet min kærlighed over den storpolyppede stenkoral Trachyphyllia. Deres kraftige farver og deres bevægelser som en stor blævrende slimklump er ret fascinerende.
Her er en omgang billeder af mine Trachyphylliaer:

Her er lidt andre billeder af akvariets beboere:

Hvis jeg skal nævne nogle fremtidige projekter for akvariet, står den i høj grad på at få udryddet mine mange pestanemoner. Selvom jeg egentligt er imod C. rostratus som akvariefisk, bliver det nok udvejen at få sådan en til at fjerne dem, nu hvor mine mange Wurdemaniirejer ikke gør deres job tilstrækkeligt.
Ris og ros modtages naturligvis som altid gerne i denne tråd 