Her tog trådstarteren fat på et, for mig, ret interessant emne. Nemlig, vores forkærlighed for at søge genveje.
At vi nogle gange ser stort på de fastslåede ”regler” eller procedurer i vores iver for at lave ”shortcuts” – den nemme, hurtige vej.
Vi har sikkert alle været der og jeg kan på ingen måde sige mig fri for det selv.
Det der tænkes på er, at vi gør ting vi udmærket ved kan give os problemer, enten med det samme eller på længere sigt.
Vi går, så at sige, ind i det med åbne øjne – og undres så over resultatet bagefter.
De kan f.eks. være kendt for at nippe/spise af vores koraller og andre invertebrater. De kunne også være kendt for at være stridbare.
Men de er bare så smukke – og så håber vi de agerer anderledes i vores akvarie.
- Oxymonacanthus halli
Den er fødespecialist og lever eksklusivt af acropora polypper. Vil man have den i sin tank, skal man have virkelig mange store Acropora kolonier. Ellers vil den langsomt dø af sult. En af de fisk man mener bør blive i havet. Men smuk, det er den. - Long nosed filefish.jpg (18.43 KiB) Vist 1690 gange
Eller - vi undlader at dyppe vores koraller, inden vi sætter dem i vores akvarium (en af de ting jeg tager mig selv i at gøre), eller giver dem en karantæneperiode i et separat akvarie (det gør jeg dog) inden de ”slippes fri”.
- En vild A.echinata af bottlebrush typen jeg lige har fået fra England. Som andre vilde koraller skal den tilvænnes forsigtigt. Den står derfor i observationstanken først. Den holdes under stadigt opsyn og ser desværre ikke ud til at bryde sig om den lim den er fæstnet med. Jeg har brugt den gel jeg plejer at bruge til fragmenter, men epoxy havde måske været bedre.
- Marine ich. Ofte resulterer det i betragtelige tab, når først man får de parasitter ind. En karantænetank kan begrænse tabet og give behandlingsmuligheder.
- Marine Ick.jpg (10.69 KiB) Vist 1690 gange
Men den behøver faktisk ikke at være så stor og der behøver heller ikke at være så meget udstyr på.
Der er ingen tvivl hos mig om, at hvis alle havde en karantæne tank ville vi undgå mange af de nedslående tråde fra folk, der mister næsten hele deres fiskebestand.
- Sådan kan en karantænetank se ud. Et tomt akvarie og noget PVC fiskene kan gemme sig i, så de ikke bliver alt for utrygge.
Det underlige er jo, at det ikke kun er forbeholdt de nye. De ville kunne undskyldes ved manglende erfaring.
Men det sker også hos de mere erfarne, dem som burde kende til risici og til konsekvenserne af disse ”slip i opmærksomheden”.
Når man nu har draget sine erfaringer, man har prøvet at stå i en møg situation man udelukkende kan bebrejde sig selv for - for man har ”jo været der”.
Hvorfor gør man det så igen – og igen?
Måske falder man i den grøft, at man mener man har den fornødne erfaring så man ved, hvornår man kan tillade sig at se lidt stort på de gængse retningslinjer for vedligeholdelse – og hvornår man skal gribe ind.
Man bliver måske for selvfed (skidt udtryk), selvovervurderende (måske bedre?), man luller sig i søvn i bevidstheden om, at ”jeg har styr på det”.
Lidt politiker-agtigt (sorry) tænker nogle måske, at reglerne gælder for de nye – de andre, det gælder ikke for de (os!) erfarne, for vi er jo - erfarne.
Vi ved, hvad der er nødvendigt. (Vi ved og vi ved og min bare r..)
Tja - vi kender nok også alle nogle, der kører den ”tilbagelænede stil” og ikke tillægger alle disse regler og retningslinjer ret mange tanker i deres akvarie hold. De måler aldrig (så godt som), spekulerer ikke så meget over om deres RO vand måske har passeret sidste ”salgsdato” pga ikke skiftet harpiksmedie, eller ikke lige får skiftet det metalspændebånd lige over vandlinjen til noget mere hensigtsmæssigt.
De holder deres akvarie stik mod det meste af det der er sædvane og bryder mange af de fundamentale rutiner/regler – og de slipper af sted med det.
Deres akvarie står som et glansbillede. Det går jo fint – i hvert fald indtil videre.
Personligt har jeg selv set flere eksempler, hvor jeg har tænkt – det dér burde ikke kunne lade sig gøre, men det gør det jo.
Nogle gange er det så gået galt – grueligt galt og nogle vælger desværre at stoppe i hobbyen som følge af det. Det kan jo være en ret bekostelig affære med et nedbrud.
For det er jo sådan, at når noget kører ”på trods”, så balancerer det ofte på en knivsæg. Når noget balancerer på den måde, så er risikoen for en katastrofe/et nedbrud latent.
Pludselig er den der og man kan ofte intet gøre, andet end bare at se på, mens katastrofen rulles ud for øjnene af én (jeg har været der)
Både som ny og erfaren læser man mange ting på nettet. Ofte aner man ikke, om det man læser har hold i virkeligheden.
Og selv om det har, er det så nok til at man giver slip på de gode rutiner?
Man læser måske her på SF, på FB, eller på et andet medie, at du uden risiko kan gøre dette eller hint.
Det har skribenten nu gjort i mange år, eller det plejer han/hun at gøre og der er aldrig sket noget. Og det kan sagtens være sandt.
At bryde med de gængse regler og lykkes med det, er dog ikke en garanti for at det virker hver gang og slet ikke for, at det virker for alle.
Ikke to akvarier er ens.
- I kender måske nogle af udtrykkene. Jeg har set dem utallige gange, når jeg har læst med på div fora.
Det er den sikre vej. Det kan godt være at det tager noget tid, kan virke lidt mere besværligt, hvilket det egentlig ikke er. Men det er gennemprøvet og det er ret sikkert.
Indkøring af et nyt set up f.eks. Det er et stadigt tilbagevendende emne.
Er det virkelig nødvendigt at vente så længe før man belaster systemet? Findes der ikke noget man kan tilsætte for at afkorte tiden?
Bakterier eller andet på flaske?
Hvis man skal være ærlig, så er et akvarie under indkøring ikke en fryd for øjet. Men det lønner sig at følge den slagne vej, ”big time”.
At lave ”short cuts” her, kan give bagslag.
Her står forhandlerne tit i en meget vanskelig situation. De er tit de første der bliver spurgt.
Når de har en kunde der spørger ”tror du ikke jeg kan begynde at sætte nogle fisk i?” Hvad skal han så sige? Han har jo ikke en chance for reelt at vide det.
Jeg har selv været en af dem (de nye) der stod savlende i butikken og kiggede på alle de smukke fisk der lige var kommet hjem.
Alle yndlingsfiskene var der, de strålede i deres smukke farver.
Jeg spurgte også ”tror du, at osv osv”. Forhandleren sagde de gyldne ord ”det burde kunne lade sig gøre”.
Burde er et skønt ord, for det lader begge muligheder stå åbne – enten kan det, eller også kan det ikke.
Hos mig kunne det så ikke. Det gik galt, for det var for tidligt. Næsten hele molevitten døde.
Men hvad pokker skulle manden sige? Skulle han have sagt ” Du skal kun købe én (eller to) med fare for, at jeg kørte hen til hans konkurrent og købte alle dem jeg ville have?
Det havde nu nok været det rigtigste.
Men jeg forstår godt hans dilemma, så jeg bebrejder ham ikke. Det er ikke rart at skulle agere ”mørkemand”.
I dag er det mig der er ”mørkemanden”, ham der holder igen. Indrømmet, jeg er en forsigtigper. Måske endda stokkonservativ.
Hvis det gik efter mit temperament, ville vi nok stadig juble over opdagelsen af de levende stens eksistens og betydning.
Så det er nok meget godt, at der har været andre der har været villige til "at læne sig lidt ud".
Til min undskyldning skal det nok siges at jeg, så at sige, har lagt mine lærepenge på alteret for ”fuck ups”, så jeg taler af smertelig erfaring.
Desuden er det et ret stort ansvar at lægge på en forhandler, ikke mindst med tanke på alle de ”blandede butikker” der tilbyder saltvandsfisk og koraller.
Bare fordi et plantecenter har en saltvandsafdeling behøver det ikke at betyde, at det er et godt sted at få rådgivning.
Medmindre de har en erfaren saltvandsentusiast ansat, så KAN det faktisk være et skidt sted at få råd.
Deres viden og erfaring omkring kemien, biologien og problemløsning når noget går galt, KAN være begrænset.
Deres mission er – at skaffe og sælge produkter relateret til saltvand, herunder fisk og koraller.
En af pionererne inden for vores hobby, nyligt afdøde Albert Thiel skriver om det at søge råd de rigtige steder, ” Når du køber en ny bil, så går du til en bilforhandler. Men, når du får problemer med bilen, så går du ikke til forhandleren – du går til en mekaniker, en der har forstand på at løse problemer med det produkt forhandleren har solgt”. Hver har sit speciale, det de er gode til.
At spørge forhandleren er jo fornuftigt nok, han har en vis forpligtelse til at hjælpe. Men det er altid en god idé at spørge et andet sted også, i fællesskabet på et forum eller hos en erfaren saltvandsakvarist. Så har man mulighed for at vælge, hvilke råd man vil følge (hvis de da går i hver sin retning).
Tilbage til reglerne, det var en lille afstikker.
Der er et problem med, at handle på trods af de fundamentale regler. Når det lykkes, så bliver det nemt til en del af den faste rutine og rutiner er svære at bryde - især de dårlige, for det er tit de nemmeste.
Man skal tænke på, at de regler (de såkaldt fundamentale regler) ikke er noget der er udtænkt af en tilfældig smart akvarist der gerne ville have sin version ”på kortet”.
Det er naturen der udstikker reglerne og de gælder i høj grad også i vores akvarier.
Det duer ikke at vi tænker, det dér er jeg ikke underlagt – for det er vi – alle sammen.Vi kan ikke vælge og vrage og kun tage de regler der passer os. Det er hele pakken, så at sige.
Hvorfor vælge bevist at gamble med de levende dyr, der jo er forsvarsløse, blot for at følge en eller anden arrogant (sorry, igen) holdning til, i vores egen selvforståelse at ville udstikke vores egne regler?
Som der siges så rigtigt i en nylig artikel ”At have et revakvarie handler ikke om, at gøre det nemmest, det handler om at gøre det rigtigt.
På den måde får man succes med sit rev og så kan man nyde/følge processen dertil” – altså opstartsfasen. Og - nogle gange kan det rigtige, faktisk være det letteste.
Der er faktisk en gammel regel der siger ”den bedste måde at være doven på er, at gøre det rigtigt første gang”.
Så skal man jo ikke rette op efterfølgende og man sparer bunker af tid og ærgrelser.
Det gælder, som i så mange af livets forhold – også når vi taler om et revakvarie.
Som regel er det også billigst at gøre tingene rigtigt. Det koster ikke noget at tage den tid det tager – og det lønner sig som nævnt i den sidste ende.
Nej, heldigvis ikke. Et akvarie har en utrolig evne til at rette sig op, hvis man ændrer på forholdene. Det tager tid og tålmodighed, men det kan lade sige gøre. Det har jeg selv prøvet.
Og – det kan jo godt gå alligevel, på trods af alle odds. Det nævnte jeg også længere oppe.
De eksempler jeg havde i tanke da jeg nævnte det, eksisterer dog ikke mere. De er nedlagt og alt der ikke er dødt, er afhændet – incl akvarie og alt grej.
Det kan der være mange grunde til og jeg ved ikke præcist, hvilke bevæggrunde der lå bag beslutningen.
Men jeg tror ikke at jeg overdriver når jeg nævner, at det ikke var på grund af manglende udfordringer de lukkede ned.
Det var nok ikke, fordi det var blevet for nemt/kedeligt.
Er det så sådan, at man SKAL følge den anerkendte vej for at få succes? Er der slet ikke mulighed for innovation, fornyelse? Jo, bestemt – så længe man holder sig inden for de regler naturen har afstukket. Dem kan vi ikke bøje.
Alle veje er altså (i den diskussion) lige rigtige. Principielt er det sandt.
Men, når jeg skal fra Ganløse til Horsens, så kører jeg derover af motorvejen. Det er lige ud af landevejen (så at sige).
Jeg kan også vælge at køre over Stockholm (for lige at sætte min pointe på spidsen) og så vende snuden mod Horsens.
Det jeg mener er, at jeg jo nok skal komme til Horsens uanset hvilken af vejene jeg vælger, men den ene af dem er bare en del længere og dermed mere besværlig og tidskrævende.
Begge veje er altså rigtige, ingen af dem er derfor forkerte.
Til syvende og sidst synes jeg det er vigtigt vi holder os for øje, at det her er en hobby. Det er for sjov vi gør det og vi skal nyde det vi laver og glæde os over de resultater vi opnår.
Det at have et smukt revakvarie er jo ikke livet om at gøre – men det er nu rart nok, når det lykkes.
Målet må være, at vi skal være tilfredse akvarister, med glade koraller og sunde fisk.
Erik
Ps.:
Alle koralbilleder er mobilbilleder fra mit eget akvarie. Taget med mine begrænsede evner.
Resten af billederne er ”lånte fjer” fra nettet og fra Mort Walker/Ekstra Bladet.
), da jeg måske har mistet lidt motivation for den fine balje jeg har kørende nu....? Lidt som da jeg var lille og havde samlet LEGO sættet efter tegningen.. Modellen, den blev ret hurtigt kedelig og der skulle ske noget nyt 
lækkert og se på. 