petersoe skrev:Hej Peder og Trine
Spændende biologifaglig diskussion, I har gang i omend lidt off-topic i forhold til trådens oprindelige emne
Den fænotypiske tilpasning ligger allerede i generne hos de individer, vi har i vores akvarier. Såfremt at ikke alle individer af en art, vi holder i akvariet kommer fra ét og samme indsamlede individ og som dermed må være kloner, kan der sagtens være stor genetisk variation blandt enkeltindivider og dermed også i tilpasningsdygtigheden. Blot fordi man har to individer af samme art, kan man ikke regne med, at den samme tilpasningsdygtighed ligger i deres gener.
I ved det sikkert allerede, men summen af en arts genetiske variation kaldes den effektive populationsstørrelse og angiver det antal individer, der ville være i en bestand med "optimal" fordeling af generne. I en bestand af ene kloner, er den effektive populationsstørrelse =1.
Som Peder skriver, sker mutationer ikke med en sådan hast, at vi kan medregne dem som forklaringer på forskelligheden, som vi observerer, hvad enten det er farve, vækstform eller giftighed.
Koraller tilpasser sig de ydre omstændigheder og respondere derfor på påvirkningerne i det omfang, det er muligt inden for deres genetiske variation. Derfor kan man godt forestille sig, at den enkelte koral "skruer op" for forsvaret ved at producere mere/stærkere respons på f.eks prædatorer eller gentagne forstyrrelser fra ivrige akvaristhænder. Måske er det det, vi observere som en udvikling i giftighed
Mvh
Peter
Ja. Enig i det meste.
Det var det der var min pointe. Når korallerne kommer igen på revet, og er "ændret" genetisk, er det som følge af en flaskehals effekt. Det kan være undeligt mange generationer siden den tilfældige mutation opstod, som pludselig giver fortrin for bærere af genet når miløet bliver belastet.
Genetisk variation inden for arten giver mulighed for at en gruppe individer kan klare omvæltninger.
Derfor er det også vigtigt med en afmålt optimisme, at ikke blive for positive over at se en art komme tilbage fra de døde. Flaskehalsen kan reducere diversiteten, og det kan gøre arten sårbar for fremtidige udfordringer. menneskeskabte og naturlige.
Jeg vil dog godt udfordre den ide om at en fænotypiske tilpasning, på den måde der forslåes, skulle udvikle sig over år. Og ikke som en mere umiddelbar respons?
Vilde koraller lever med dagligt at få væv og polypper spist af fisk, blive ædt hele af papegøjefisk og døjer også med parasitter. Har også svært ved at forstille mig at man sætter den under større pres på den front hjemme i baljen.
Og mht. det med kloner. Den ny vækst på en koral, og de fragmenter der måtte komme derfra, er vi enige om er samme genotype. Og det er der jeg mener at en stigende giftighed år efter år, i samme individ, lyder meget usansynligt.
Ganske almindelig øget sensitivitet for den uforsigtige akvarist, mener jeg må svare for meget, hvis ikke det hele..
Men man kunne måske ramle ind i bakterieproblemer. Vi deler jo så meget, og der er store transit steder?
