Nu er det vist min tur til at lave en byggetråd. Det bliver et større projekt hen over vinteren og målet er vand i DT til min fødselsdag først i april.



Vi flyttede i hus for ca. et år siden og DT kom i kælderen sammen med resten af mit setup. Det kører rigtig godt og alt vokser. Jeg har et ret stort kælderrum hvor jeg kan brede mig som jeg lyster og støj ikke betyder noget. Det er fedt og jeg beholder sump + opdræt dernede.
Der er masser af projekter i et hus fra 1950, så min tid går med meget andet men NU skal DT altså op fra kælderen og frem i lyset. Det er synd at have det hele dernede.
Noget andet er, at vi har kigget og snakket MEGET om placering og har egentlig opgivet det flere gange. Stuen er rigtig svær at indrette i forvejen. Så der er ET skud i bøssen (eller ingen DT i stuen)

Det giver dog et minus. DT kan max blive 35 cm dybt (det bliver 33 cm målt indvendigt mellem forrude og bagrude) hvilket giver masser af udfordringer mht. indretning og flow. Jeg ender dog alligevel med ca. 315 L samlet. Der er flere fede lange og smalle akvarier derude, så jeg håber jeg også kan klare udfordringen med indretning m.m.
Skænken bliver rykket ud og jeg bygger en væg lige bag ved den. Så får jeg et hulrum som DT kan bygges ind i. Det bliver 100% indbygget med betjening og fodring fra siden. Frontvæg over DT vil være aftagelig for adgang udover de daglige nusserier.
Jeg har lovet overkommandoen at det bliver med 100% skjult teknik, at det bliver SMUKT, at det bliver lydløst og alle løse ender færdiggøres.


DT kommer ca. 10 cm over skænken og får en synlig frontrude på 150 x 50 cm (skænken er også 150 cm bred) og flere skjulte finurligheder. Jeg vil nemlig køre med Closed Loop, så jeg ingen cirkulationspumper har i DT (pga. lav dybde). Der kommer et skjult pumpekammer i venstre side og overløb/retur placeres i højre side (også i et skjult kammer).
Jeg har allerede 2 stk. 160 L akvarier + en 400 L sump kørende i reolen i kælderen + det nye DT på 315 L, så jeg får samlet ca. 1000 L vand i systemet.
Det var planerne. Hvad skal der så være af udstyr? Jeg ved i vil vide det og jeg læser også altid udstyrslisterne på andres tråde med stor interesse….
Udstyr og teknik
DT: Tegnet, justeret adskillige gange og endelig bestilt (hos BIMA). Frontglas i Optiwhite. Bord på reglar og det gamle trægulv understøttet i kælderværelset under det. Jeg tager ingen chancer her. 3 huller i gulvet til PVC rør + et mere til diverse ledninger til bl.a. lyset som styres fra kælderen.
Returpumpe: Red Dragon 6500 (står allerede og venter) som skal løfte 300 cm lodret og 500 cm vandret. Jeg håber at have mindst 1000 L/T igennem til DT og gerne mere.
Lys: et 75 Gallon kit fra Rapid LED (bestilt og på vej). Det skal tilpasses og monteres på en retskinne som vil passe perfekt som køling. Lang og smal. 48 stk. 3 watt dioder med 60 grader linser på, så den kan placeres lidt højt. 2x 12V blæserkøling på, splashguard og dioderne delt på 5 stk. 0-10V kanaler fra min GHL i kælderen.
EDIT: efter nye erfaringer fra bl.a. Pederrevnørd ændrer jeg lyset til: 18 Royal Blue, 10 Deep Blue (480 nm), 18 kold hvide og 10 varm hvide. Spectrum ændres fra meget blåt til et lidt varmere + 480 nm blå for bedre fotosyntese. Dropper alle røde, grønne, gule, orange farver m.m. men beholder dog en ekstra kanal med 11 UV dioder. Det er mest pynt og kan slåes helt fra.
Closed Loop: nuværende Eheim Silence 3000 returpumpe.
Wavebox: Tunze Nano gemt bag CL kammer i venstre side.
Overløb: 33 cm kam på skjult kammer i højre side. 3x 32 mm rør/slange til sump i kælderen. Frem, retur + sikkerhed.
Sump: nuværende 400 L i kælderen
Skummer: nuværende BM200
Kalkreaktor: Deltec PF601 (kører Balling nu men skifter til reaktor når nuværende DT nedtages).
Nitratfilter: nuværende JJ prof. model.
Fosfatfilter: nuværende JJ prof. model
GHL Profilux 3.1 EX: med Temp, PH, Salinity og Redox probe. Flowmåler, 10 stk. 0-10V udgange, ekstra PH indgang + probe til kalkreaktor samt 4 niveaufølere. 2 stk. Powerbar med 4 stik på hver. Jep, den er proppet nu og kan ikke udvides mere.

Tunze osmolator: 45 L tank med osmosevand
GHL dosering: 4 pumper med Balling pt men på sigt tilsætning af Sangokai Complete m.m. (udvidet med yderligere 4 pumper - 8 i alt)
DIY computer: Et byggeprojekt som skal kobles på med yderligere 2 stk. 0-10V udgange, PH indgang + probe, Temp føler og 4 relæ udgange. Alarm, SMS modul + andet gejl.

Strøm: mit akvariesetup er helt adskilt fra huset og har eget HPFI relæ, bimåler samt 3 stk. 10A grupper
Det var teknikken. Nu skal det ”bare” laves.

DT bestilt ved BIMA (det første er skåret og klart til samling:
Og så lige et frisk skud af nuværende DT i kælderen. Sælges når DT i stuen spiller.
Dioder er bestilt. Der er 18 hvide, 20 blå, 6 violet 2 røde og 2 grønne i sættet. 60 graders linser. Skal rød/grøn placeres tæt eller fordelt mest muligt? EDIT: rød, grøn m.m. er droppet.