Nu har jeg efterhånden fået en hel masse henvendelser omkring LED, sammensætning af farver samt hvor mange dioder jeg vil anbefale til deres akvarier.
I stedet for at svare hver enkelt af jer, vil jeg i denne tråd skrive om mine erfaringer og anbefalinger med DIY LED.
Jeg skal lynhurtigt sige, at jeg selv kun har længere tids erfaring med Cree dioder og Meanwell drivere (specifikt Meanwell ELN 60-48D), men at jeg også har bygget en LED lampe med Mark (Bingocaller) med Bridgelux dioder og Maxwellen drivere.
Det første spørgsmål jeg får, er hvor mange dioder jeg vil anbefale til deres akvarium. Svaret er sjældent det samme, men jeg svarer alligevel det samme til alle; hellere for mange end for få! Hvis du køber for få dioder opnår du selvfølgelig ikke det ønskede resultat. Du vil måske gerne holde svære SPS og muslinger, og så er det sgu ikke nemt hvis lyset ikke er tilstrækkeligt. Derfor oftest: overkill or no kill. Jeg anbefaler altid at købe drivere der har mulighed for dimming, enten på selve driveren eller vha. et potentiometer. På den måde kan du selv styre lysstyrken på dine dioder og dermed har du også nærmest fuld kontrol over hvordan dit lys skal se ud mht. bl.a. Kelvingrad.
Jeg har et 91L akvarium med en hel del SPS og muslinger samt LPS på bunden. Jeg har 26 3W dioder over mit. Flere steder på nettet anbefales én 3W diode pr. 100 cm2. Så i mit akvarium der har en grundflade på 62x42 er jeg faktisk ”kun” på det anbefalede antal dioder = 26. Så jeg synes det er en god grundregel, som man sagtens kan følge.
Nu kommer jeg så til det, som flest mennesker har spurgt mig om; hvilke farver skal jeg putte på min lampe?
Dette er igen en individuel vurdering – nogen kan lide deres lys rigtig hvidt og klart, andre (inkl. mig selv) elsker et look der rammer de 18.000K – altså ret blåt. Min lampe er derfor også strikket sammen, så jeg enten kan få et rigtig hvidt lys, eller et rigtig blåt lys. Lige for tiden ligger det lige midtimellem med en Kelvingrad på ca. 14.000.
Da jeg byggede min lampe startede jeg ud med 10 CW og 10 RB. Dette fik jeg anbefalet på udenlandske fora, da det var den mest gængse ratio dengang. Jeg blev dog hurtigt træt af det lys, da det blev for kedeligt og koldt. Siden har jeg eksperimenteret med flere farver. Og i dag har jeg 5 forskellige farver på min lampe, og jeg er som sådan rimelig godt tilfreds. Vil dog gerne eksperimentere med nogle flere farver, og dette sker også snart.
Alle mine dioder er fra Cree, dog med undtagelse af Hyper Red som er fra Osram. Sammensætningen ser ud som følger:
13 Royal Blue (RB)
2 Blue (B)
6 Cool White (CW)
3 Neutral White (NW)
2 Hyper Red (HR)
Dioderne er næsten helt delt op i hver sin farve på hver sin driver, og jeg kører de blå for 100% og de hvide på ca. 80%. Begge drivere får 850mA. Driverne er Meanwell ELN 60-48D og kan drive 8-13 dioder hver. Disse drivere kan justeres både på selve driveren men også via et potentiometer, hvilket var grunden til at jeg valgte denne driver og fortsat vil bruge disse.
En anden anbefaling, som jeg faktisk personligt bryder mig mere om er ratio 1:2 NW:RB. Dette giver et meget mere sprødt lys, som virkelig fremhæver farverne på korallerne.
Så jeg har sammensat mine dioder som en blanding af det anbefalede samt med nogle ekstra farver, som rammer den del af spektret, som de hvide og blå ikke gør. De to HR er jeg super glade for! De giver et pop til mange af korallerne, og giver et super fedt look som jeg nødigt vil undvære. Senere hen vil jeg eksperimentere lidt med True Violet (TV), grøn og orange.
For at opnå fuld kontrol over lyset, anbefales det for så vidt muligt at holde hver farve på sin egen driver, hvis der er mulighed for det. Blå for sig, hvide for sig, og evt. de ”eksotiske farver” for sig (rød, violet, grøn, orange og whatnot). Dette giver dig den fulde kontrol, da du så har mulighed for at justere hver enkelt farve præcis til det lys, du vil have.
Så hvordan du vil sammensætte dine dioder er helt op til dig – vi kan jo alle lide vores lys forskelligt.
Nu kommer vil til køleplade og køling af denne.
Størrelsen på kølepladen er afhængig af størrelsen på dit akvarium og hvilke dioder du bruger, og hvorvidt du bruger linser på disse. Flere dioder kommer med 60 graders spredning direkte fra fabrikken, men det mest normale er dog en spredning på 120 grader. Det eneste du skal sørge for er at dioderne kan belyse hele akvariet når de er monteret på kølepladen.
Dioder bliver varme når de er tændt – og jeg mener virkelig varme! Derfor er det vigtigt, at din køleplade/dioder har en eller anden form for køling. I nogle tilfælde er kølepladen nok til at holde dioderne under maks. temperaturen, hvor de mister levetid, men i de fleste tilfælde kræver det aktiv køling i form af en blæser. Blæsere er billige, siger ikke en pind, og bruger nærmest ingen strøm. På min køleplade der måler 60x10 har jeg monteret 2 80mm blæsere ovenpå, som blæser kold luft ned på kølepladen. Det holder temperaturen på knap 30 grader, og diodernes levetid bliver derfor ikke forringet. NOTE: Jo koldere du holder dine dioder, jo længere lever de!
Hvis der er noget jeg har glemt at skrive om, så skriv det til mig, så skal jeg se om jeg kan få skrevet det ned.
Jeg håber I kan bruge det til noget, så jeg kan få aflastet min indbakke lidt
