Og fælles for dem alle er, at det skal være så billigt som muligt. Helst ikke mere end 35-40 kr/kg.
Der bliver derimod sjældent stillet krav til stenenes kvalitet eller oprindelse - muligvis fordi man ikke ved hvad det er man søger. Og ikke mindst; at man ikke ved hvad forskellen er på gode og dårlige sten.
Når der er sten til salg eller eftersøges sten på nettet, ser man ofte at folk måler kvaliteten på stenene, på eventuel forekomst af trådalger, glasroser/majano, mantis/pistol mv.
Og fokus kommer dermed væk fra selve stenen og dens oprindelse.
Jeg mener at de forskellige typer levende sten alt for længe er blevet overset i diskussionen om, hvad der kan være med til at skabe et godt og velfungerende saltvandsakvarium.
Så hermed et lille oplæg til debat.

Jeg har selv haft saltvand i ca. 9 år efterhånden, og har i den tid set et bredt spektrum af levende sten i handelen. Nogle få i en ekstrem høj kvalitet, men desværre også alt for mange i den anden ende af skalaen.
På mange måder er begrebet "levende sten" blevet en fællesbetegnelse, som af nogle bliver udnyttet til at sælge alskens revl og krat. F.eks. er det ikke længe siden en stor forretning solgte adskillige ton "Levende Faxekalk" fra et nedlagt saltvandsakvarium! Og det er sikkert blevet solgt!
Der er også forretninger der sælger "afrikanske havefliser" - ja undskyld udtrykket, men når formen og vægtfylden er som havefliser, så er det vel det de er....
Og nogle forretninger sælger udelukkende "Base-rock" som levende sten, hvilket er udmærket, men det er jo ikke ligefrem prima-kvalitet.
Og hver eneste gang er det den lave pris, der gør at stenene bliver efterspurgt. Der er desværre så meget fokus på kiloprisen, at alt for mange glemmer at kigge på massefylden - altså hvor porøse/lette stenene er.
En porøs sten på 3 kg, kan snildt være dobbelt så stor som en massiv sten med samme vægt. Og derfor mener jeg at en kilopris på 80-90 kr/kg for de porøse sten er meget bedre givet ud, end 45-50 kr/kg for de massive/tunge sten.
Det koster cirka det samme at fylde akvariet op, ligegyldigt hvilken type man vælger, men de porøse sten giver en langt større overflade - og dermed bedre filtreringskapacitet - og er efter min mening også langt flottere og nemmere at dekorere med i akvariet.
Hvis man søger rundt på nettet, så støder man på en masse betegnelser for levende sten: Fiji, Tonga, Haiti, Vanuatu, Marshall Island Sulawesi osv. osv. Og det dækker naturligvis over, hvor fra hvilket område stenene er indsamlet. Det interessante er, at sten fra samme område ofte er meget ens i strukturen. Dette skyldes sandsynligvis, at det er den samme type stenkoraller der dominerer koralrevet, hvor stenen er samlet.
Som eksempel, hvis stenen stammer fra et område, hvor f.eks. Porites dominerer koralrevene, vil stenen være meget tæt, hård og massiv i strukturen.
Og omvendt, hvis det er forgrenede stenkoraller der dominerer.
Selvfølgelig lidt groft sat op, men princippet er rigtigt nok.
Det jeg vil frem til er, at hvis vi kunne få disse områdebetegnelser på stenene, så ville det være langt nemmere at bestille ved forhandlerne. Så kan man jo slå billeder op på nettet.
Jeg skal selv til at fylde et 900 liters akvarie med levende sten, så jeg har ledt med lys og lygte efter de helt "rigtige" sten til det. Men det er ikke så ligetil i DK.
I det hedengangne ReefCo i Fredericia havde de fyldt 3 baljer på hver 2000 liter med forskellige kvaliteter/priser på levende sten, og dér var det meget nemt at se forskellen. Og man var ikke i tvivl om hvilken kvalitet der var bedst. De havde også de bedste sten jeg nogensinde har set, men desværre eksisterer forretningen jo ikke længere.


Nå, det var en længere smøre.
Jeg synes det kunne være fedt hvis folk ville byde ind med egne erfaringer, og holdninger til ovenstående. Der er jo meget få fakta i denne hobby, så meget er farvet af akvaristernes egne holdninger.
Hvem ved - med tiden var det måske muligt at få lavet en database med det udbud der er af forskellige typer levende sten i DK - evt med billeder af stenene. Så er det også meget nemt at vurdere om det er den type man leder efter, og om det er værd at køre efter.