Min saltvandsinteresse går langt tilbage. Allerede som barn drømte jeg om et stort saltvandsakvarie, men da mine forældre ikke var med på ideen, måtte det vente, og jeg måtte ”nøjes” med ferskvand. Jeg holdt en lang pause med akvarier, men fandt interessen frem igen for et par år siden. Denne gang overvejede jeg også saltvand, men turde ikke rigtigt. Min eneste bog om saltvand var fra engang i 80’erne. Det nærmeste jeg kom til at have et saltvandsakvarie er dengang jeg tog et lille plasticakvarie med på efterårsferie ved kysten, og fyldte det med sand, vand og lidt små Mysis-lignende krebsdyr. Meget spændende de dage det varede, for resten, men langt fra det tropiske koralrev jeg drømte om.
Så for halvandet års tid siden kom jeg til at kigge i en billedtråd fra BatLuder’s nanoakvarie på akvariesiden.dk. Jeg var solgt. Jeg gik i gang med at læse og læse, og faldt bl a over denne side.
Det hele mundede ud i et 86 l saltvandsakvarie, mit første! Glæden var stor. Akvariet kørte i et år, før det blev for småt. Alle de koraller og fisk, jeg ville have, kunne umuligt få plads deri.
I sommeren ’05 gik jeg så i gang med at tømme mit 250 l for ferskvand og lave det om til saltvand. Der blev indkøbt ekstra streampumper. Der blev bygget indvendigt overløb/sump, og indkøbt en MidiFlotor-skummer. I det hele taget blev der rumsteret en del rundt i min lille lejlighed. Der stod murerbaljer på gulvet med de nye levende sten. Kaos var totalt.
Endelig var det hele klar, og indholdet fra det lille akvarie blev flyttet over i det store, fordelt på et par dage. Først de levende sten, så koraller og fisk dagen efter. Heldigvis var de nye levende sten fra et godt indkørt akvarie, så alle fisk og koraller klarede flytningen i fin stil.
Der har været et enkelt set-back. I efteråret skulle jeg lave en flamingo/alfix-baggrund til et terrarie, og brugte i den forbindelse PU-skum til at lime flamingodele sammen med. På trods af udluftning under hele seancen, kom stuen til at lugte spøjst og meget kemisk. Ca. en time efter jeg var færdig, kom jeg til at se hen på saltvandsakvariet! Til min skræk tumlede 2-3 af mine Apogon rundt som var de bedøvede, og gobierne (et par Cryptocentrus fasciatus, som jeg var rigtig glad for) var mere end halvdøde. Jeg mistede 5 fisk i løbet af den aften, og var i dagene efter meget tæt at opgive det hele.
I mit 86 l havde jeg kun små, fredelige fisk. I det nye er det blevet samme type fisk, jeg satser på. Mit klovnfiskepar er de mest aggresive fisk, jeg har. Når en ny fisk flytter ind, skal den lige jages lidt et par dage, og det er så det.
Mine yndlingsfisk er gobierne, eller kutlinger, som de mere korrekt hedder på dansk. Især de små bundlevende arter, der i naturen lever i symbiose med Pistolrejer (Alpheus spp.) synes jeg er skønne.
Akvariet og teknikken:
250 l Akvastabil, med aluramme.
HS motorskummer
2 x 2400 Marea Stream
AquaBee Up 1000
Et gammelt varmelegeme
150 w HQI
2 x 36 w T5 Compact
Jeg har netop fået lavet en sump til det, den skal sættes til snarest muligt.
Fiskene:
1 Zebrasoma flavescens, Gul Kirurgfisk Bliver nok egentlig for stor og svømmeglad, men endnu ser den tilfreds ud.
2 Amphiprion ocellaris, Klovnfisk De to mest underholdende fisk, jeg nogen sinde har haft.
1 Nemateleotris magnifica, Ildhalekutling. Den smukkeste fisk, jeg nogen sinde har haft.
1 Amblygobius rainfordi. Tøffer rundt og passer sig selv. Jeg har endnu aldrig, i det år jeg har haft den, set den spise foder.
2 Apogon cyanosoma. Meget smukke fisk, som jeg håber er et par. Vil gerne se deres mundruge-adfærd.
1 Synchiropus picturatus, LSD-fisk En strid hun, som tog livet af den han, jeg købte samtidig med den selv. Tøffer nu rundt og passer sig selv på hyggelig vis.
1 Gobiosoma sp., Neongobi. Smuk, pudsegal fisk. Ville gerne pudse alle de andre fisk, hele tiden.
1 Paracheilinus filamentosus. Flot gylte, som desværre skranter en smule.
Koraller:
2 Acropora sp, lilla
1 Acropora sp, grå-tyrkis
1 Stübers Acropora
1 Acropora sp, Staghorntype, grøn med blå spidser
1 Acropora sp, grøn Bottlebrush-type
1 Acropora sp, grøn buskformet type
1 Montipora sp, grøn pladeformet
1 Montipora sp, lilla pladeformet
1 Montipora digitata, grøn
1 Montipora sp, lysebrun
1 Stylophora pistillata
1 Caulastrea sp.
2 Caulastrea timida
1 Hydnophora sp.
1 Seriatopora caliendrum
1 Seriatopora hystrix
1 Fungia sp.
Alle mine Acropora og Montipora, plus lidt til af de andre, er købt som fragmenter. Endnu ser de ikke ud af så meget, men jeg glæder mig til om et par år; så tror jeg det bliver flot.
Skaldyr:
2 Lybia tesselata, Boksekrabbe. Meget små krabber, som går rundt med en lillebitte anemone i hver klo. Den bruger de til at forsvare sig med. Den ene krabbe går rundt med orange æg ca. hver 3. måned.
3 Pylopaguropsis speciosa, Eremitkrebs. Lille, fin art. Orange ben og pink øjenstilke.
2 Lysmata amboinensis, Dannebrogsreje. Pudser alt og alle, og hænder der bliver stukket ned i akvariet. Meget livlige og underholdende.
1 Alpheus sp, Pistolreje. Graver som en gal; den får muligvis et specialakvarie på et tidspunkt, så min sandbund kan få lov at ligge pænt.
Endelig er der også en god portion små Cerith-snegle, 6 Nerit-snegle og en enkelt Babylonia-snegl.
I den allernærmeste fremtid skal jeg have sat en sump til. Den er på knap 75 liter, sådan cirka. Jeg skal have lavet en overløbskasse (sådan en er mere fremtidssikret end at bore i akvariet). Stenopsætningen skal laves om i forbindelse med, at jeg fjerner det indvendige overløb. Det kommer til at give noget mere svømmeplads til den gule kirurg.
Den daglige pasning består i fodring og et hurtigt tjek; er alle fisk der, ser de friske ud?
Et par gange om ugen fjerner jeg alger fra forrude, sten mv. Lige for tiden døjer jeg med nogle brunsorte slimalger. Håber de forsvinder, når jeg får sat sump til og lidt mere cirkulation i akvariet.
En gang om ugen tilsætter jeg kalk og sporelementer. Det er jeg først begyndt på her for nylig; mine korallers tilvækst var for tynd og spinkel.
En gang hver 14. dag til en gang om måneden skifter jeg 30 l vand. Ligeledes ca. hver 14 dag høster jeg alger – Chaetomorpha og Caulerpa.
Jeg overvejer efterhånden at købe et nyt, større og frem for alt ridsefrit akvarie. Antallet af ferskvandsakvarier er faldet drastisk, efterhånden som saltvandinteressen vokser og vokser. Da jeg også er med til at drive saltvandssiden.dk, er en ret stor del af mit liv efterhånden kommet til at dreje sig om saltvand; så er man da nødt til at have et ordentligt, fotograferingsvenligt akvarie! Heldigvis kan en stor del af teknikken fra mit nuværende akvarie genbruges i et større akvarie, hvis og når det skal opdateres.