Allerførst, så vil jeg gerne slå fast, at Kenney, vores søn, er helt ny bruger herinde og først fik saltvand i lørdags for 2 dage siden, så han har derfor ingen viden om saltvand, og kan ikke stilles til ansvar for mine handlinger!
Dernæst vil jeg sige, at vores valg med saltvand herhjemme altid har været præget af tålmodighed, lytten til eksperter, hvilket også er grunden til, at tingene er gået godt for os.
I lørdags skete der så en kortslutning i min hjerne, da jeg så denne her skønne Clown trigger inde hos Carsten, som var sat ned til 1 kr. Jeg var overbevist om, at andre før mig, havde købt den, men nej, den var skam stadig til salg. Jeg tiggede og bad Jønner om, jeg måtte få den. Jeg vidste jo godt, det var håbløst, da vi ikke har nogen ordentlig balje til den, og han sagde da også nej, som alle andre også gjorde i forretningen, så det var nok mest ønsketænkning fra min side.
På vejen hjem, kom jeg til at tænke på, at Kenney jo havde et 128L der stod tomt og afventede at skulle sælges. Jeg fik denne her vanvittige ide, at han så kunne få fisken, og på sigt kunne vi skaffe et større akvarium til den. Her røg, alt min viden om saltvand ud af hovedet på mig. Jeg ved jo godt, at et akvarium skal være velindkørt, før man putter fisk i, men jeg troede bare, vi lige kunne købe 50L modnet saltvand, og så selv blande resten og vupti, alt ville gå godt.
Nej, sådan gik det jo ikke. Der er flere andre forhold, der ikke er optimale, udover, at vandet ikke er indkørt. Spandpumpen, som er stor, har ikke kraft nok til at trække alt vandet og madaffald op fra bunden, hvorved der hurtigt vil opstå ammonium.
Igår mandag, væltede det hele så, og Joe, fik det pludselig meget dårligt, og vi måtte handle meget hurtigt, for at redde ham. Jeg fik fat i et 300L akvarium med sump og returpumpe, på Amager. Vi måtte vente til Jønner havde fri fra arbejde, og Kenney også, før vi kunne komme igang med at handle på noget som helst.
Men sent om aftenen havde vi renset nyt sand, akvarium og sump, og fik det hele op at køre. Dog kunne vi ikke lave rørføringen, da pakningerne skulle udskiftes, og det ikke ville holde tæt, så vi sørgede for at vandet ikke kunne komme over i overløbet. Vi lavede en sandbund af groftkornet sand, og en stor hule, som den umuligt kan flytte, samt vi limede tagstenen sammen med epoxy. Hulen er urokkelig!
Kenney havde jo ikke nogen cirkulationspumpe, så i mangel af bedre igår, fandt vi en løsning, hvor vi smed returpumpen ned i baljen, så den ligger nu og giver rigtig meget smæld på cirkulationen.
Herefter kom Joe i baljen, og allerede med det samme, kunne vi se, at hans vejrtrækning blev mere rolig, og han fik farven tilbage. Han svømmede straks ind i hulen, hvor han trykkede sig mod bagvæggen.
I morges, siger Kenney, at Joe var i live, men stadig inde i hulen. Han tog på arbejde og fodrede den ikke, da jeg rådede ham til at vente med fodring, til fisken selv svømmer ud af hulen og ser ud til at have det bedre. Ellers vil foderet bare lande i sandet, og svine. Jeg snakker med ham når han kommer hjem i aften, og hører, hvordan Joe har det.
Nu er planen, at Marc kommer ud til Kenney, her en af dagene, og hjælper med at lave pakninger og tætne rørene med PVC lim, og sumpen kommer i brug.
Vi skal så i denne uge have købt en brugt skummer, cirkulationspumper, osmolator og refraktometer til Kenney, så regner jeg med at tingene vil blive bedre. Hele tiden kigger vi på, hvordan fisken har det. Bliver den dårligere end den er nu, så må den til "Den Blå Planet", men håbet er, at den gradvist vil få det bedre. Som vi har læst flere steder, er det en meget hårdfør fisk, og den har en god størrelse, så vi tror på, den nok skal klare skærene.
Nu kommer vi så til spørgsmålet om større balje i takt med den vokser....
Jeg har her i weekenden siddet og læst alt muligt om den på flere fora og også herinde. Den gængse opfattelse er, at akvariet skal være 1000L eller over, og jeg er enig i, at det er optimale forhold, men dermed ikke sagt, at den ikke kan trives fint i mindre forhold.

Niels skrev jo, at den vokser 1 cm om måneden. Det tror jeg er relativt, forstået sådan, at byder man den optimale forhold vil den vokse med dem, dvs. får den ikke mulighed for at få større og større akvarium, så vil den staunere i vækst. Jeg bygger denne antagelse på observationer af andres beskrivelser.
Joe Kill havde en Clown Trigger i 6 år, skriver han i en tråd, hvis den havde vokset 1 cm om måneden, så ville den have været 72 cm + de cm den var, da han købte den. Den kan max. blive 50 cm ude i naturen!
Jeg har en Gul Kirurg, som var 9 år gammel, da jeg købte den af Engelquist. Jeg må derfor antage, den er fuldt udvokset. Kirurgen er stor, men ikke stor, som den er ude i havet. Den har nemlig vokset sig stor i Bo's akvarium, som også er de her 250-300L. Min Desjardini, er større end min Gule Kirurg, selvom den er langt yngre. Jeg har haft den fra lille, men den har vokset sig stor i et 670L akvarium, så det er altså størrelsen på baljen, der afgører, hvordan fiskens vækst er.
Med nogle krybdyr ses samme fænomen. Alligatorer har så yderligere den evne, at de stopper med vækst, til de når akvariestørrelsen, men uanset, hvor mange år der går, før de flyttes i større balje, så vil de igen udvikle evnen til at vokse sig større, når de bliver budt større forhold.
Jeg har set Joe Kills akvarium, og det er ikke større end Kenneys ca. 250-300L, og den gik med andre fisk, deriblandt kejsere. Joe Kill skriver at hans fisk var velfodret, og IKKE aggressiv. Jeg har stor respekt for Joe Kill, da jeg synes hans akvarium, er et af de flotteste jeg har set, og jeg er overbevist om, han har høstet en stor erfaring med Clown Triggeren, mens han havde den.
Jeg har også læst andres beskrivelser af, at den er aggressiv, og at den bliver meget stor. Nu er den her jo stor i forvejen, så sandsynligheden for at den vil vokse sig meget større i det her akvarium er lille, uanset, om den bliver fodret meget. Jeg kan ikke vide det, men jeg gætter på, hvis den vokser mere, så vil det være meget langsomt, medmindre den kommer i en større balje.
Det er en meget spændende fisk, og jeg vil fortsætte med at følge dens udvikling hos Kenney, og skrive om de tanker, oplevelser og erfaringer han og vi gør os med den.
