Jeg havde en smuk gylte
: man 16. sep 2013 17:28
Jeg havde indtil i går en rigtig smuk gylte (Cirrhilabrus filamentosus) som ofte, bogstavelig talt, sprang helt op i hånden på mig under fodring.
Da jeg havde fodret i går og bagefter stod og så lidt på baljen, mærkede jeg pludselig nogle små klask mod min ene læg. Det viste sig sat være gylten som åbenbart var sprunget mere end en meter ud på gulvet uden at jeg havde bemærket det. Jeg samlede den op og ville forsøge, at komme den tilbage i baljen, men lige da jeg åbnede hånden i vandoverfladen sprang den op og ned på gulvet en gang til. Denne gang lå den helt stille. Jeg tænkte nok den var død, men jeg forsøgte alligevel at komme den i baljen. Den gik direkte til bunds og lå helt stiv i en krum bue. Jeg forsøgte at skubbe lidt til den med en plexiglas stang, men den var ligeglad, lå bare helt stiv. Lidt efter steg der også et par små brune røgskyer op fra den, og nu har jeg jo en MSc som elektriker og har som sådan lært, at vist først røgen slipper ud af ting er de færdige.
Jeg blev lidt trist for vel er det kun en fisk, men den var jo blevet en del af familien. Jeg havde ikke spor lyst til at tage den op, og udskød det til senere. En halv times tid senere havde min Fridmani, som ellers aldrig kommer i den ende af baljen, åbenbart fået øje på gylten, og snuppede sig en luns af halen. Det fik gylten til at røre på sig, den forsøgte at svømme men tiltede rundt og faldt ned igen. Den næste times tid holdt jeg så vagt og bankede på ruden hver gang Fidmani'en ville bide, men Gylten så stadig død ud, kun vandbevægelsen fik den til at bevæge sig lidt. På et tidspunkt vente jeg så ryggen til et sekund, hvilket Frimani'en naturligvis straks udnyttede til et hug mere. Gylten rørte på sig igen og denne gang lykkedes det den at "svømme" ind bag ved stensætningen.
Jeg tænkte, Sørens også, nu ligger den derinde og kradser af, og nu kan jeg ikke få fat i den mere. På samme tid havde jeg dog også en følelse af ambivalens, for jeg havde ikke spor lyst til at tage den op og aflive den mere humant. Vi så ikke mere til gylten resten af dagen i går.
Stor var min forbløffelse, men ligeså stor min glæde, da jeg kom hjem fra arbejde i dag og gylten tog imod mig på sin sædvanlige glade facon. Det er jo bare en fisk for pokker, men når man bliver mødt med samme glæde som havde det været en hundehvalp kan det da gøre granvoksne mænd til små piger. Okay, det var så heller ikke helt det samme for den er i al fald afskåret fra at logre med halen, Fridmanien har spist det meste. Kan se den må kæmpe meget med brystfinnerne, men er slet ikke i tvivl om den nok skal klare det. Hold k... en sej fisk. Den fortjener virkelig at leve.
Jeg havde en smuk gylte. Den er ikke så smuk mere, men den lever stadig. Hvor er jeg glad.
Da jeg havde fodret i går og bagefter stod og så lidt på baljen, mærkede jeg pludselig nogle små klask mod min ene læg. Det viste sig sat være gylten som åbenbart var sprunget mere end en meter ud på gulvet uden at jeg havde bemærket det. Jeg samlede den op og ville forsøge, at komme den tilbage i baljen, men lige da jeg åbnede hånden i vandoverfladen sprang den op og ned på gulvet en gang til. Denne gang lå den helt stille. Jeg tænkte nok den var død, men jeg forsøgte alligevel at komme den i baljen. Den gik direkte til bunds og lå helt stiv i en krum bue. Jeg forsøgte at skubbe lidt til den med en plexiglas stang, men den var ligeglad, lå bare helt stiv. Lidt efter steg der også et par små brune røgskyer op fra den, og nu har jeg jo en MSc som elektriker og har som sådan lært, at vist først røgen slipper ud af ting er de færdige.
Jeg blev lidt trist for vel er det kun en fisk, men den var jo blevet en del af familien. Jeg havde ikke spor lyst til at tage den op, og udskød det til senere. En halv times tid senere havde min Fridmani, som ellers aldrig kommer i den ende af baljen, åbenbart fået øje på gylten, og snuppede sig en luns af halen. Det fik gylten til at røre på sig, den forsøgte at svømme men tiltede rundt og faldt ned igen. Den næste times tid holdt jeg så vagt og bankede på ruden hver gang Fidmani'en ville bide, men Gylten så stadig død ud, kun vandbevægelsen fik den til at bevæge sig lidt. På et tidspunkt vente jeg så ryggen til et sekund, hvilket Frimani'en naturligvis straks udnyttede til et hug mere. Gylten rørte på sig igen og denne gang lykkedes det den at "svømme" ind bag ved stensætningen.
Jeg tænkte, Sørens også, nu ligger den derinde og kradser af, og nu kan jeg ikke få fat i den mere. På samme tid havde jeg dog også en følelse af ambivalens, for jeg havde ikke spor lyst til at tage den op og aflive den mere humant. Vi så ikke mere til gylten resten af dagen i går.
Stor var min forbløffelse, men ligeså stor min glæde, da jeg kom hjem fra arbejde i dag og gylten tog imod mig på sin sædvanlige glade facon. Det er jo bare en fisk for pokker, men når man bliver mødt med samme glæde som havde det været en hundehvalp kan det da gøre granvoksne mænd til små piger. Okay, det var så heller ikke helt det samme for den er i al fald afskåret fra at logre med halen, Fridmanien har spist det meste. Kan se den må kæmpe meget med brystfinnerne, men er slet ikke i tvivl om den nok skal klare det. Hold k... en sej fisk. Den fortjener virkelig at leve.
Jeg havde en smuk gylte. Den er ikke så smuk mere, men den lever stadig. Hvor er jeg glad.
