De af mine fisk, der har mest personlighed, må helt klart være klovnfiskene. De er sjove at se på med deres "gummi-fisk"-agtige måde at svømme på. Jeg har et par, og deres interaktioner er rigtig spændende at se på - ret ciklideagtige. Den lille han forsvarer deres koral meget indædt, når jeg har hænderne i akvariet.
Min Gramma loreto er der også lidt ciklide over. Den vælger sig en hule, som den forsvarer temmelig bestemt. Især skal den gule kirurg ikke komme for tæt på. Det har resulteret i, at grammaen har haft fået nogle grimme skrammer og sår - den er dog groet sammen igen på rekordtid, og ser ud til at have fået lidt mere respekt for kirurgens skalpel.
En gruppe fisk, der er rigtig underholdende, er Neongobierne. Altid klar på at pudse de andre. Det ser man jo ikke rigtig i ferskvand.
Bundlevende gobier, Amblyeleotris og Cryptocentrus er også blandt mine favoritter.
Min gule kirurg, derimod, har en meget flot farve, men er faktisk kun interessant at se på når den småslås med Gramma loreto'en
Mine Apogon cyanosoma er lidt sjove, fordi de har en stor mund i forhold til deres størrelse, og er meget grådige, men ellers er der ikke så meget sjov ved dem igen.
Jeg har overvejet nogle Chromis, men netop fordi de ikke synes at have ret meget personlighed, tror jeg ikke de kommer til at bo hos mig alligevel...
Altså; der er lige så stor forskel på saltvandsfisk med hensyn til hvor spændende deres adfærd er, som der er på ferskvandsfisk. Farverne er flottest på saltvandsfiskene, men til gengæld savner jeg lidt noget mere kurtiserings-/yngleadfærd. Det er der jo ikke meget af, når man kun holder ét eksemplar af hver art. Her er klovnfiskene en vigtig undtagelse, og jeg kan ikke andet end anbefale dem på det varmeste!