Så er det tid til en lille update. Akvariets rude er blevet pudset indvendigt, så jeg nu er klar til at komme videre i projektet. Lige nu bliver akvariet vasket med en masse friskt vand, så al poleringsmidlet kommer ud af akvariet:
Jeg har også fået købt mig nogle cirkulationspumper. Valget faldt på 2 stk. Laguna 9000 (9000 l/t.) og en Laguna 6000 (6000 l/t.) til retur.
Når man lige får åbnet de kæmpe plastbokse de ligger i, ligger der et par fine pumper inden i, der ikke fylder ret meget i forhold til deres kræfter.
Valget faldt på disse pumper, da de er enormt billige, bruger relativt lidt strøm (100 W. til 9000 l/t.) og virker glimrende i saltvand i mange år. Den lave pris var især vigtig, da de to cirkulationspumper kommer til at blive intervalstyret, så de tænder og slukker hvert 10. sekund. Dette slider selvfølgeligt en del på pumperne, men hvis blot de holder et par år, er jeg glad, og kan købe et par nye.
Den eneste modifikation jeg valgte at lave, er at jeg fjernede de to nederste metalskruer, der holder pumpen sammen på returpumpen, der kommer til at stå i vand. Jeg tror bestemt ikke de i praksis ville give nogle videre problemer, men for at være på den sikre side, blev de to skruer erstattet af en par elektrikker strips.
