Så er det vist ved at være tid til en lille update herfra igen!
Akvariet har fået lov at passe sig selv de sidste par måneder. Vi har døjet en del med nogle røde alger i fragment akvariet, der satte sig på alt, så vi har haft det mørklagt i ca 4 uger (fragmenterne har stået i display tanken - kirurgerne var helt pjattede med de røde alger), for til slut at tømme fragmenttanken, rense den fuldstændig og starte den op igen.
Samtidig har vi nogle gevaldige problemer med polypper. Vi kan ikke holde dem nede - bruger dagligt 6 mL saltsyre for at begrænse deres spredning. Nu er vi så kommet til den konklussion at vi ikke gider dem mere, de overmander hurtigt sps'er og lps'er, og det bil vi ikke slås mere med.
Vi har en fornemmelse af at polypperne kan æde alle de tilsætninger vi har hældt i for at holde bl.a. jern koncentrationen høj nok til at få de grønne farver igen. Om det er korrekt aner vi ikke, men noget er der galt når vi tilsætter 8 x jern i forhold til hvad systemet optager af balling.... (og der allerede er tilsat jern kompleks til ballingen)...
Enden er blevet at vi har købt et lille kube akvarium som vi har stillet op og startet op med sten i. Når det er klar bliver de koraller og få fisk vi ikke kan undvære flyttet derover, og resten bliver solgt.
Planen er at vi vil have tømt akvariet helt. Derefter vil vi:
- have lagt trægulv i stuen
- lave ny luftig stensætning af døde levende sten og give systemet lov at køre ind så længe som det er nødvendigt.
- Ændre og upgradere i teknikken vi har i dag. Bl.a. nyt pumpesystem, ny sump og ny akvarie computer.
Der er flere der allerede har kommenteret på at vi sælger ud af fisk og teknik - men vi kommer tilbage med det samme akvarium. Det skal bare lige have tiden til at komme op og stå så vi forhåbentlig bliver helt tilfredse med det!
Og når alt det negative er sagt skal det da også siges at alt ikke er lutter lort. Vores klovne par er begyndt at lægge æg. Så sent som i aftes havde de gang i det igen. Der kommer et nyt "kuld" ca hver 14. dag. Vi går og overvejer om man skulle prøve at opdrætte lidt når det nye system er kommet op og stå, men det tager vi til den tid. Klovnene bliver i hvertfald ikke solgt

Et elendigt billede af det. Skal lige se om jeg kan finde ud af at ligge videoer op også, så kommer den senere