Det er da på høje tid med en opdatering! Faktisk er der sket en hel del, og det meste har været rimelig positivt. Dog har der også været nogle kedelige episoder.
Den værste har været, at den fine symbioseanemone ikke klarede mere end et par uger i akvariet, før den stod af. Det lykkedes heldigvis at få fisket den op inden den gik helt i opløsning, så det havde ingen uheldig effekt på resten af dyrene.
De første fisk blev en flok Chrysiptera arnazae, som det var planen at få lavet et par af, hvorefter resten skulle ud igen. Jeg fik mit par, men de slog til gengæld de 4 andre ihjel inden jeg kunne nå at reagere... De næste fisk blev en Gul gylte (Halichoeres crysus) og en kaninfisk (Siganus virgatus). Den første er en gammel favorit og den sidste skulle prøves som boblealgebekæmpelse. Begge fisk er faldet til uden problemer, men kaninfisken er ikke nogen succes mod boblealgerne, som dog heldigvis er på et niveau hvor de kan holdes nede manuelt. Næste anskaffelse blev en flok på 6 Pterapogon kaudernii. Ideen var den samme som med sergeantfiskene, og desværre gentog historien sig... Jeg har 2 tilbage, som måske er et par? Så har der været en pause i anskaffelserne, og det hele har bare stået og er faldet til. Det går overraskende godt med de fastsiddende dyr, og mine snegle, søpølsen og en sandsøstjerne jeg har fået skrabet med ved indkøb af nogle tilfældige koraller (opkøb fra et akvarium der skulle nedlægges) finder allesammen tilstrækkeligt føde til at holde sig i god form.
Jeg har, efter at have mistet min symbioseanemone, været på udkig efter en ny, og denne gang var jeg fast besluttet på at det skulle være en bubbletip (Entacmaea quadricolor) som der tilsyneladende er bred enighed om, er den letteste symbioseanemone at have med at gøre. Den fik jeg fat på for nogle få dage siden, sammen med et par gode fragmenter af Euphyllia divisa, så nu kan jeg endelig få anskaffet mig de længe ventede klovnfisk! Det var så heldigt, at Decocean havde 2 meget fine små fløjlsklovn (A. biaculeatum) gående, som var blevet reserveret af en eller anden, som efterfølgende havde glemt dem... de går nu og hygger sig i min nye anemone! Ved samme lejlighed kunne jeg ikke dy mig for at slæbe 6 P. squamipinnis (1 han og 5 hunner) med hjem. De ser alle sammen ud til at falde fint til.
På tekniksiden har jeg flyttet lidt rundt på mine to XF150 pumper, så de nu sidder ved siden af hinanden på venstre endegavl. Efter lidt eksperimenteren, er jeg endt på at de kører på alternate program, med skift hvert andet minut. Ellers kører alt efter den oprindelige plan.
Lidt billeder:
