Nå, jeg vil lige opdatere mit "tilfælde", da andre måske kan have gavn af mine erfaringer.
Fredag omkring kl. 14:00 gik der hul på den vabel der var kommet. Sikke et svineri, for jeg sad i bilen da den sprang. Utroligt så meget vand der kan være i sådan en vabel.
Havde en lidt urolig nat, da hånden gjorde ondt hver gang noget rørte den. Vel ikke unaturligt, men forstyrrende.
Da jeg sad og spiste morgenmad opdagede jeg, at hånden var begyndt at hæve lidt og der bredte sig en rødmen omkring såret.
Der var også kommet to røde streger op ad armen.

- Sådan så det ud, da jeg spiste morgenmad. Da jeg opdagede de røde streger måtte jeg ringe 1813.
Belært af tidligere erfaringer, satte jeg en streg med en kuglepen for enden af hver af de røde streger. Det er lægerne glade for - og specielt hvis man husker at notere sig tidspunktet man laver de streger. Så kan de følge udviklingen (det kan man så også selv jo).
Jeg ringede til 1813 og de bad mig køre på akutafdelingen på Frederikssund Hospital. Ventede et par timer, kom ind til lægen der var i tvivl "han havde aldrig stået med sådan en type skade før (det er ikke hverdagskost, at folk bliver stukket af en koral) Han ringede til bagvagten, der ville have mig til Hillerød Hospital.
Hun ville gerne se det med egne øjne.
Så jeg kørte til Hillerød og ventede der i et par timer. Så tog de en blodprøve, for at se infektionstallene. Det tager en times tid at få de tal.
Ind til en sød læge der kiggede på de billeder jeg havde taget af forløbet (det skal man også huske, altså).
Blodprøverne var fine og der er ingen infektion. Altså ingen grund til penicillin eller antibiotika.
Så spurgte hun ind til det med korallerne og jeg forklarede at de, for at forsvare sig mod at blive forulempet af nævenyttige akvarister og over for andre koraller, skyder en stilet ud med nældegift i. Hun lyste helt op - og da jeg sammenlignede smerten med den man får når man bliver ramt af brændenælder, så var hun ikke i tvivl.
Det er ikke en allergisk reaktion. Det er en slags nældefeber. Det kendetegnes ved en rødmen der breder sig mere og mere. Der er ingen feber eller andre ubehag. Det forsvinder af sig selv og det eneste man skal være opmærksom på er, at man holder såret rent så der ikke går infektion i det.
Nu skal jeg bare vente på, at det fortager sig. Arbejder de røde streger sig længere op ad armen, så skal jeg ringe 1813 igen og fortælle at jeg har en aftale.
Det er god viden. Man kan bare køre på akutmodtagelsen, men når man ringer 1813 inden, så starter ventetiden dér. I mit tilfælde var der 5 timers ventetid, men da jeg først havde været på Frederikssund og havde kørt til Hillerød, så gik en del af ventetiden med det.
Så jeg har lært en masse af det her - om ikke andet. NÆLDEFEBER - i min alder

Må jeg være fri
Erik